< Skotlandstur

Skotland 13.-23. august 2002

D. 13. august tog vi på vores bryllupsrejse til Skotland. Du kan læse om turen og se lidt af billederne her. Her ses først et landkort med vores rute indtegnet med lyserødt. De små gule prikker med rød ring er de steder, hvor vi overnattede.

Rutekort

Jesper har været i Skotland før, og Anne har altid gerne villet derover, så det var jo et oplagt valg til en ferie. Turen var i store træk planlagt på forhånd - alle overnatningssteder var booket, så ruten lå rimeligt fast. Vi fløj med Ryan Air Tirstrup - London Stansted - Glasgow Prestwick, og vi lejede en lille bil derovre. Anne kørte, Jesper sad med kortet og passede alle de andre ting (forplejning, fotografering og så fremdeles). Vi sov på et billigt hotel, et enkelt slot og ellers Bed & Breakfast-steder, fortrinsvist steder med eget bad/toilet (en-suite facilities).

En skotsk morgenmad er endnu større end en engelsk og kan indbefatte grød, baked beans, æg i forskellige varianter, bagte tomater, bacon, kartoffelpandekage, forskellige slags pølser og kød af ubestemmelig herkomst, toast og forskellige ceralier (corn flakes og den slags). Jesper tog hele turen hver morgen, Anne begrænsede sig som regel til toast, ceralier, den bagte tomat og scrambled eggs.


Fredag d. 13. august
Vi startede med et par dage i Glasgow. Dagen var lidt lang - op omkring kl. 6, i Metro for at hente et par ting (bl.a. to snapsegallerier til Kim - hold da op, de var besværlige i håndbagagen :-), og så i lufthavnen. (Annes mor kørte os.) Vi havde ca. fire timers ventetid i Stansted, og det var lidt irriterende, for det er lang tid, og da ens bagage ikke checkes igennem, skulle vi møfle rundt med kufferterne. I lufthavnen stod biludlejeren klar med bilen, en lille sølvgrå Nissan Micra 1,0 - det første, vi skulle ud i, var en stor rundkørsel - sikke en start. Efter en små-oprivende tur med venstrekørsel, myldretid, vejarbejde, store rundkørsler med tre baner og det berømte citat "hm, gad vide, om ikke det her egentlig er yderbanen, vi kører i, siden de overhaler så bisset?" ankom vi til Glasgow først på aftenen, indlogerede os på Charing X, gik ud og spiste (indisk) og gik så i seng. Aftensmaden var kylling, og de serverende os nærmest en hel kylling hver, så vi fik to halve kyllinger med hjem i en doggybag til næste dags frokost.


Her kigger vi ruteplan på værelset i Glasgow.


Lørdag d. 14. august
Tidligt op og til morgenmad og ud i verden ved halv ti-tiden. En tur ned af Sauchiehall Street (på skotsk udtales ch som et k, så det udtales næmest [sukkiehall]), lidt indkøb (vi skulle jo ligesom "flytte ind" i bilen, ikke?) og så på guided tur i en åben dobbeltdækkerbus. På denne tur gik det op for os, hvor tæt vi havde været på hotellet aftenen forinden, hvor vi kørte rundt og rundt og ... :-) - vi købte ind til frokosten (vi havde jo kyllingen fra dagen før), og så skulle bilen lige have en ny parkeringsbillet - vi gik rundt i byen og lod bilen stå. Det fungerede med vouchers, der fungerede som et skrabelod - man skulle skrabe dag og dato, og så den periode på dagen, man ville parkere. Det kostede så £2 pr. periode, i alt £6 for en dag. Ned med frokosten og ned i byen igen, hvor vi hoppede på guidebussen igen, hvor vi så stod af ved katedralen og så den (masser af mosaikvinduer og våbenskjold) og "Museum for Religious Life and Art", på bussen igen og videre til Glasgow Science Center, som er noget lignende Eksperimentariet i København. Der legede vi så i et par timer, inden vi styrtede ind til byen igen, hvor vi skulle mødes med Alistair, en ven af Jespers familie, som havde inviteret os ud at spise sammen med sine to døtre. Hjem igen og pakke til næste dag, men pludseligt blev det helt dramatisk, da Anne trådte i et lille stykke glas ude på badeværelset - i bare tæer. Blod og undren. Jeg travede ud til receptionisten og overrakte ham glasskåret (med blod), og øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham. Så kom han med en kost og fejede derude, og han fandt omkring 10 stykker derudover, så jeg havde vist været heldig.


Jesper på gaden i Glasgow


Katedralen


Et mosaikvindue i katedralen


Anne spiller på infrarød harpe - der var ingen strenge, men der var stråler til at registrere, at man "spillede" - fantastisk


Torsdag d. 15. august
Torsdag skulle vi til øen Arran og besøg Kim, som er en gammel kollega, der sommeren 2002 arbejder som guide på Arrans whiskydestilleri. Færgen gik kl. 7 fra Androssan, en times kørsel fra Glasgow, så vi stod op halv fem. Turen derover var noget urolig, puha, så ikke noget morgenmad på færgen! Nå, men kl. 8 er vi der og en glad Kim tager imod os. Vi er på dette tidspunkt ved at være ret sultne, så vi bliver læsset af på et "tea room", hvor vi så spiser morgenmad, mens Kim henter solbriller og kamera. Så tager vi på destilleriet, hvor vi får en rundvisning og en smagsprøve inden åbningstid (det skal senere vise sig praktisk at have fået en rundvisning på dansk...), og vi snakker vældigt om whiskyens væsen. Vi tog lige en tur i butikken (her blev første flaske købt, en Arran Malt), og så en lille gåtur op ad en lille sti i nærheden, der var en vældig usigt deroppe. Så gik vi tilbage, kastede frokost i os og nåede lige bussen til Brodick Castle. Der var meget at se på, bl.a. mange skægge ting fra Victoriatiden, flotte møbler, tæpper og malerier, og udenfor gik vi tur i parken, hvor der var et hav af forskellige rhodendendroner. Der, hvor vi ville have spist, var der lukket, så vi gik ind til Brodick, hvor vi endte med at spise lidt på en suspekt pub, inden vi stormede over til kajen, hvor Kim nåede den sidste bus kl. 19, og vi nåede sidste færge kl. 19:20. Fredelig overfart, og vi tog en flot rute hjem langs kysten og ind langs floden Clyde til Glasgow. Hjemme kl. 22 og på hovedet i seng. Glasskårene på badeværelset viste sig at komme fra en elpære, der var eksploderet, da rengøringsdamen tændte lyset, og det havde hun så ikke fået gjort ordentligt rent efter.


Kim og Jesper foran en af beholderen til fremstilling af whisky - det lugter lidt fælt


Udsigt fra vores gåtur


Anne og Jesper :-)


Brodick Castle og noget af haven foran


En solnedgang ved vestkysten


Fredag d. 16. august
Vi nåede ud og fik bestilt et dørskilt i en særlig font, som vi godt kunne lide - en font, som Glasgows berømte artikekt (Charles Rennie Macintosh) har designet. Den bruges meget i Glasgow, så det er en skæg "custom made souvenir", synes vi. Så drak vi kakao i et gammelt tea room, og så tog vi afsted. Vi brugte 1½ time på at køre forkert i forsøget på at finde den rigtige vej ud af Glasgow, fordi vi ikke havde noget ordentligt kort, og Anne var fuldstændig rasende til sidst. Men ud kom vi, og vi tog forbi et par factory outlets på vej til Loch Lomond. Der var vi i ca. 1½ time, hvor vi sad på stranden og kiggede ud over vandet og tullede lidt rundt. Så tog vi videre til Interaray, hvor vi desværre kom for sent til at se noget som helst. Vi nåede Oban ca. kl. 19:00, hvor vi hurtigt fandt vores B&B, Rahoy Lodge. Efter indcheckning går vi ned i byen og finder en restaurant at spise på - der er så live show med traditionel dans og musik, det var vældigt. Vi ved, at der var folk fra 26 lande den aften, fordi de underholdende holdt opråb. Det er en by med mange turister.


Loch Lomond


Micra'en ved et pausested/udsigtsted, der hed "Rest and be thankful"


Lørdag d. 17. august

Lørdag formiddag var vi lige på en lille café, der havde et par gamle computer nede i kælderen ved siden af køkkenet og kasserne med brugte CD'ere til salg. Det var så første tur på nettet og første mail hjem. Så kørte vi op langs kysten til Fort William, gjorde et stop i Fort Augustus og kiggede på sluser mellem Loch Ness og Loch Lochy, og videre op langs Loch Ness. Henad aften ankom vi så til Drumnadrochit - vi var lige nede omkring Castle Urquhart([Urkøhrt]), en gammel slotsruin, men det var for sent til at kunne komme ind. Vi checkede ind på Kilmore Farmhouse og tog så ned i byen for at finde noget at spise.


Anne på Internetcafé



Jesper ved sluserne


Søndag d. 18. august

Nessie-dag! To udstillinger om Loch Ness-uhyret og så lige Castle Urquhart. Det regnede temmelig meget den dag, så ingen sejltur på søen. Og det er sikkert også regnens skyld, at Nessie ikke stillede op til fotografering! Den almindelige holdning blandt beboerne omkring søen er i øvrigt, at hun skam eksisterer, for alle kender mindst en, der enten selv har set den, eller har en i familien, der har i løbet af de sidste ca. 100 år. Nå, så tog vi videre nordpå og gjorde et kort holdt i Inverness, men det regnede stadig en del og byen var søndagskedelig, selvom der var nogle butikker åbent - så vi smuttede hurtigt igen og kom til Forresters House i Elgin få timer senere. Vel indlogeret tog vi ind til byen og spiste på hotellet og satte os derefter ud i baren, hvor Jesper skulle prøve lidt forskelligt whisky for at finde ud af, hvad han skulle købe med hjem, og hvis der nu var en rigtig god en, der havde besøgscenter på destilleriet, kunne vi jo også lige kigge der forbi. Vi sludrede længe med damerne bag baren.


Et hjørne af Castle Urquhart og en sækkepibespiller (sækkepibist?)


Castle Urquhurt som hækkeskulptur


Mandag d. 19. august

Et ellers interessant destilleri lige i nærheden var lukket, så vi tog ind til Elgin og tog i en stor specialitetsbutik, Gordon & McPhail's, der havde mindst en million forskellig slags whisky. Der købte Jesper så den anden flaske, en Knockando 12 år) og så tog vi nordpå ud af byen for lige at hilse på Atlanterhavet. Sydpå igen, og den vej fører jo lige igennem det helt store whiskydistrikt og faktisk også et skidistrikt - hvem skulle have troet, at man kan stå på ski i Skotland? Komplet med nedslidte betonhoteller. Vi nøjedes med et smut ind omkring Glenfiddich-destilleriet, hvor den tredje flaske blev købt - en Glenfiddich special reserve single malt 12 års med specialetiket "Jespers whiskeyflaske". Vi forsøgte at nå Dewar's, fordi vi havde fribillet til det, men vi kom lige et kvarter for sent. Vi nåede frem til Craighall Castle til aften (efter at have ræst rundt på alle småveje omkring den lille by), og da det var svært at finde et sted at spise, endte vi med friturekinamad og var først småsent hjemme. Indlogeringen på slottet var noget af en skuffelse, for der var hundekoldt - vi fik så en elradiator, men så blev der alt for varmt, fordi man ikke kunne skrue ned for den, og så var vi nødt til at slukke den, og så vågnede Anne alligevel op med ondt i halsen. Vi fik ikke lov at se ret meget af slottet, lagnet var beskidt (det var så en smutter, og vi fik det skiftet med det samme), der var ingen bruser på badekarret (hvordan vasker man så hår?) og ingen te-/kaffe-bakke på værelset. Og det betalte vi mere end dobbelt så meget for end de andre steder. Anne havde ellers glædet sig ekstra til slotsovernatningen, men ak.


Jesper på indkøb


... men der var dog en himmelseng. :-)


Tirsdag d. 20. august
Afsted videre sydpå. Nord for Perth smuttede vi ind omkring Scone Palace (udtales [skuun], så det har nok ikke noget med boller at gøre :-). Der var meget flot - det er en earl og hans kone, der har åbnet halvdelen af deres hjem for offentligheden, og man fik mange flotte ting at se. Der var så også en park, hvor der blandt andet var ægte højlandskvæg (heighland coo!), så Anne endelig kunne komme til at tage et billede af de yndige dyr. Der var også en stjerneformet labyrint, og vi er meget stolte af, at vi gik lige igennem uden at fare vild en eneste gang. Hvis bare vi havde været ligeså godt til at finde vej ude på vejene, havde vi sparet meget tid... :-) Vi sprang Perth over og tog direkte videre til Stirling. Stirling er en flot, gammel by, og vi startede med Wallace Monument, som er et monument over William Wallace, den skotske nationalhelt (tænk Braveheart med Mel Gibson - selvom historien er ændret mere end det almindeligt tilladelige). Derfra til centrum, hvor vi fræsede igennem Stirling Castle - vi havde nærmest ikke tid nok inden lukketid, der var meget at se. Da de lukkede, satte vi os lidt udenfor i bagende sol (en sjælden ting) - og pludseligt begyndte de lokale at saette en scene op, og så var der show med dansere og et saækkeepibe-orkester. Vi så dansedelen, inden vi smuttede - det var lidt sjovt, at vi lige fangede det. Vi ankom til Edinburgh omkring halv ti, og da vi denne gang havde sørget for at købe et ordentligt kort, farede vi ikke vild. :-)


HEIGHLAND COO! Endelig. :-)


Scone Palace.


Labyrinten


Kopi af tronstolene for kongen og dronningen af Skotland - Stirling Castle


Dansere


Udsigt fra pladsen foran Stirling Castle - det er Wallance Monument, man ser på bakken


Onsdag d. 21. august
Vi spiste sen morgenmad og var på vaskeri med lidt tøj, så Anne kunne få rene sokker til hjemturen. Så tog vi ind til byen og ledte lidt efter en Internetcafé, så vi kunne sende en hilsen hjem. Derefter var vi på tur i guidebus og travede rundt i byen, bl.a. på the Royal Mile. Der er kulturfestival i Edinburgh i august, så der var pakket med (andre) turister - det var noget af en omvæltning efter en uge i det lidt sparsomt befolkede højland. Vi skulle være til aftensmad kl. 17:00 hos Heather og Andrew, et par, som Jesper kender, og det var rigtigt hyggeligt, og så skulle vi være til tattoo på slottet om aftenen. Det var en stor oplevelse - og meget kreativt. Vi lod bilen stå under hele opholdet i Edinburgh, undtagen da vi skulle besøge Heather og Andrew.


Et orkester på cykel, intet mindre


En del af finalen


Torsdag d. 22. august

Sidste dag - så DER skulle ske noget. Vi startede med slottet, som er et meget stort bygningsværk, som er blevet til over flere hundrede år. Så tog vi lidt på shopping (Anne købte bl.a. en lille sækkepibe), travede rundt og rundt og var på Camera Obscura, som er et lille museum med forskellige visuelle sære ting. Det fedeste var oppe i toppen, hvor man bliver lukket ind i sådan et lille rum med en konkav plade som "bord", og så sidder der en række spejle oppe i tårnet, som der kan drejes på, og så bliver det så vist på pladen. Lidt svært at forklare, læs mere her. Efter inden aftensmaden nåede vi lige en Star Wars-udstilling, som var med originale kostumer og den slags. Det var stort!


Billede af Edinburgh Castle - vores egne billeder af det gik i fisk, så jeg har lånt et...


Starwars-udstilling


Sidste aften - vi er helt færdige. :-)
Fredag d. 23. august

Rengøring af bil, pakning, hjemtur - mere kan der vist ikke siges om det. :-)



Gode råd af forskellig art
Man kan stort set alle steder få små, firkantede glas med runde hjørner for ca. 30,- pr. stk. De er ret flotte, og alle får slebet deres eget logo eller lignende på. Således kan man købe dem med bynavne og den slags, forskellige Skotlands-symboler, og ligeledes fås de på et hav af destillerier. I turistbutikker fås mange forskellige, men destilleriernes fås kun hos dem selv. Hvis man køber et enkelt hvert sted, får man således en samling af glas, der er helt ens, men alligevel lidt forskellige. Det er meget pæne og stilfulde slibninger, ikke noget med plastik eller farver - tænk modsat Himmelbjerget. :-)

Hvis man er på bilferie derovre, så sørg for at indlægge hviledage og undervurder ikke, hvor hårdt at er at køre i bjergene. Vi kørte hårdt på med trave-køre-sove uden at have eneneste hviledag, og det var ret hårdt.

Vurdering af overnatningssteder
Navn Værelse Pr. nat pr. pers. Vurdering
Charing X Guesthouse Dobbeltværelse med eget bad/toilet £22 Udmærket til prisen - der var ikke helt rent alle steder, men dog rent de "kritiske steder", og der var bestemt ikke ulækkert - og de var ganske flinke.
Rahoy Lodge Dobbeltværelse med eget bad/toilet £24 Fortrinligt. Rare mennesker, god by, god morgenmad.
Kilmore Farmhouse Dobbeltværelse med eget bad/toilet £19 Fortrinligt. Rare mennesker, god by, god morgenmad.
Forresters House Dobbeltværelse med toilet, bad på gangen, deles med et andet værelse £15 Udmærket. Ejeren har kat, men er ellers flink. God morgenmad. Dejligt fredeligt.
Craighall Castle and Estate Dobbeltværelse med eget bad/toilet £35 Absolut ikke pengene værd - men der var en himmelseng.
Elizabeth Philp, Edinburgh Dobbeltværelse med håndvask, bad/toilet på gangen, deles med to andre værelser £25 Centralt, gode busforbindelser, god service, god morgenmad.